Jørgen Boberg debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1962.
Han var medstifter af Kunstnergruppen Passepartout som eksisterede fra 1966-70, og medlem af Grønningen siden 1972.
Han er repræsenteret på utallige museer og har modtaget  adskillige legater og priser. Herunder Eckersbergs medalje samt Thorvaldsens medalje.

Jørgen Boberg døde 24. august 2009.

Katalog fra separatudstillingen 2008 udleveres ved henvendelse i galleriet.

Læs anmeldelse fra Kunstavisen af Leo Tandrup her: boberg-anmeldelse.pdf

Fra Weilbachs Kunstnerleksikon citeres:

Jørgen Bobergs tidligste værker, f.eks. oliebilledet Den hellige Marias martyrium (1963) eller den grafiske serie Blade fra Jobs bog (stregætsning og akvatinte på zink, 1964) viser indtryk fra Cobra og Art Brut med sine primitive, halvt naive, halvt realistiske gnomagtige figurer. Under et ophold i Paris 1965 fik B. øjnene op for "de indre landskaber" og udførte en række surreelle scener, befolket af fabelvæsner. Det var en slags metafysiske visioner, helt personlige drømmelandskaber. I et manifest, udformet af B. sammen med andre medlemmer af Passepartout- gruppen, hedder det, at "hverdagens myte er et kernepunkt i vor stræben". Udtalelser som "Jeg laver det bare, som det nu selv vil" vidner ligesom det hermetiske billedunivers om interessen for mysticismen. B. rendyrkede en ganske særlig kolorit med forkærlighed for grønt, blåt og violet, som han sjældent siden har forladt. Med stor teknisk færdighed gengives hår, perler, vanddråber, øjne, planter og klippeformationer. Tematisk kredsede han omkring undfangelse og fødsel, forfald og død, ofte fortalt i et allegorisk sprog. Ægget, et af B.s foretrukne symboler, betegner skiftevis frugtbarhed, seksualitet og død, eller med egne ord "den reflekterende tilstand i ikkeværen". Erfaringerne med denne tematik forenedes med tegnetalentet i trilogien af grafiske blade, der udkom over et årti: Teresas forvandling (ætsning og akvatinte, 1967-69), Ledas rejse (ætsning og kobberstik, 1969-71) og Renaissancedrømme (stregætsning og akvatinte, 1972-77). De tranceagtige syner, B. fremmanede i disse arbejder, har en del tilfælles med stemningen hos de nederlandske renæssancemestre Bosch og Breughel og repræsentanter for den tyske Donau-skole. Blandt sine samtidige lod han sig i sin fantastiske realisme især inspirere af Wienerskolen (Fuchs, Hausner, Hundertwasser, Lehmden), men også til dels af Max Ernst. Efter en personlig og kunstnerisk krise 1978-82 ændredes billedernes tematiske indhold, og motiverne samledes i en række betydelige portrætter af stor enkelhed og monumental fylde, kunstnere, Wilhelm Freddie (1987), familie, Min mor og far (1986) og venner, Lis og Petruska (1987). Den tekniske perfektion forenedes med den psykologiske karakteristik, stærkest i en række selvportrætter fra 1980erne Med ryggen mod muren I-III (1985). I disse værker skete der en bevægelse fra surrealismen hen imod nyrealismen, men det fantastiske lurede til stadighed under overfladen, ikke mindst på grund af den stædigt fastholdte, næsten monokrome kolorit. Hen imod slutningen af 1980erne tilførte B. sine billeder nye elementer. I en collageagtig trompe l'oeil-stil kombineredes madstykker med pornobilleder i en kraftig, bevidst kolorisme, Smør og brød (1988) og i en række modelbilleder, mere gråstemte end vanligt, introduceredes vanitas-motivet, På bord Model I (1990). I billedromanen Bogen om Bellis, 1990, udforskede B. modellen i en række sanselige situationer med den fotografiske realisme som udgangspunkt, men behandlet montageagtigt i en blandteknik mellem tegning og maleri. Spændingsfeltet ligger stadig i tvetydigheden mellem kunst og liv.