Kirsten Bøgh (Født 1962)
|
Kirsten Bøgh er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi Hun debuterede på Kunstnernes Påskeudstilling i 1991. |
![]() |
|
Under titlen ”med udsigt til” arbejder Kirsten Bøgh med motiver af stole, potteplanter, udsigten gennem rummet ud ad vinduet til terrassen eller altanen på den anden side af gaden. Der tænkes på den udsigt dagligdagen byder på - eller det som spærrer for udsigten. Når vi taler om en udsigt er den traditionelt forbundet med det, som forekommer i de billeder, vi tager på vore rejser - udsigten mod horisonten i det åbne landskab, mod et bjerg eller en solnedgang. Titel og billeder stiller spørgsmål til, hvad en udsigt er. Med udsigt til ….. stolene Med udsigt til…… potteplanten Der er et spil mellem kunstnerens udsigt og beskuerens udsigt. Kunstnerens udsigt, der er motivet og beskuerens udsigt, som er det bearbejdede motiv. Mennesket er fraværende på billederne, men vi ser de genstande mennesket omgiver sig med og som skaber et kulturelt mønster af noget, der synes at have eksisteret til alle tider. Der arbejdes i et poetisk univers, hvor farvernes klange spilles ud mod hinanden og billederne slippes før de fuldendes i en erkendelse af fuldendelsens umulighed. På den måde står billederne og vibrere mellem genkendelighed og abstraktion og bliver et ornament over ”dagligdagens udsigt”, hvor genkendelige tegn sættes sammen med abstrakte mønstre. Kirsten Bøgh har tidligere undersøgt grænserne for det feminine udtryk ved at arbejde med sarte gennemsigtige, og flygtige materialer. Disse undersøgelser har fundet sted i videomediet, i performances og i maleriet. Senest i Udstillingen ” Transparentia” sammen med Indigo Richards, hvor akvarellens transparens bliver udnyttet i forhold til motivet af en rose. Dogmeagtigt sætter kunstnerne sig for kun at benytte sig af akvarellen og kunstnerne tvinger dermed sig selv til at udtrykke sig i et enkelt og dog vanskeligt materiale, hvor den simple formåen i forhold til materialet altid afsløres. Motivet bryder grænsen til det sødladne i opfyldelsen af et behov for fuldendt femininitet, dog med en bevidsthed om at en sådan er kulturbestemt. I Videomediet og Performances har Kirsten Bøgh bl.a. arbejdet under titlen Stilleben I, - II, - III samt Woman act I, - II, - III og malerierne under titlen ”med udsigt til” kan ses som en forlængelse af interessen for den nære motivverden. En motiv verden der omgiver os alle, men som stadig er overset i menneskets trang til store erobringer økonomisk, politisk eller på kunstscenen. Maleriet, som en modkultur til tekniske landvindinger, har stadig en plads i menneskets hjerte, kunne et manifest lyde.
|

