Statens Kunstfond har i år 2002 belønnet Steen Kirkegaard Erichsen med et 2-årigt arbejdslegat.

Kunstanmelderne skriver bl.a. om billederne:

”… en af de mest talentfulde yngre surrealister i Danmark, Steen Kirkegaard Erichsen. – Måske er surrealist end ikke det helt rigtige ord, for kunstneren opererer et sted imellem den knivskarpe realisme og det mere dobbelttydige symbolsprog hos surrealisterne. SKE har, selv om han først debuterede i 1993, alligevel allerede ret hurtigt været i stand til at skabe sit helt eget specielle billedunivers, hvor det skaldede menneske kæmper sig frem gennem alle livets genvordigheder".

Anmelder : Hans Henrik Jacobsen - Viborg Stiftstidende 2003

Af kultursociolog Jean Fischer:

"Steen Kirkegaard Erichsen debuterede 1993, men hører ikke til kredsen af halvfemserkunstnerne. De er akademielever, han er autodidakt. De laver neo-pop og appropriationskunst, dvs. forholder sig til anden kunst. Han forholder sig til virkeligheden. - Men han er hverken naturalist, superrealist eller surrealist. Snarere er han i familie med dystopiske virkelighedsskildrere som Kvium og Nerdrum. Der er et punktagtigt sortsyn i Steens første billeder; nøgne indespærrede kroppe, skaldede mandshoveder indbundet i bandager eller med lynlås tværs over kraniet.
Efterhånden bevæger han sig hen mod et mindre metafysisk og klaustrofobisk udtryk og nærmer sig et mere humoristisk udtryk. - Steen er ved at finde sin egen stærke outsiderposition som kritisk humoristisk virkelighedsskildrer. Hans håndværksmæssige professionalisme vokser, men uden at han mister evnen til at gestalte billeder, der rammer lige i solar pleksus."

Steen Kirkegaard Erichsen om sine værker:

”Når kroppen og mennesket anbringes centralt i mine billeder er det for at fremhæve, forstærke og undersøge, den mængde af udtryksmæssige muligheder der ligger i et kropsligt sprog. Udtryk og følelser der ligger udenfor det sprogligt tilgængelige og som gennem dets symbolik er berigende for en dialog mellem mennesker.”

” Udgangspunktet for maleriet er ønsket om kommunikation med mine medmennesker. Maleriet er min måde at tale med folk, fordi den maleriske ”samtale ” rummer det subjektive og mindre konkrete og derigennem åbner for flere overvejelser end den egentlige samtale. Maleriet som sprogets forlænger.
Jeg ønsker gennem mine ”statements” at få andre til at undres, stille spørgsmål; forholde sig til den virkelighed jeg søger at skildre. Det bliver således min sandhed i billederne og forhåbentlig samtidigt – kimen til indadvendte spørgsmål eller forundring hos beskueren.

Det væsentlige i mine motiver er mennesket – isoleret; i handling eller kultur. I rummet mellem menneske og dets kulturelle adfærd ligger mange fænomener der ikke umiddelbart lader sig forklare i ord. Her bliver billedet med dets adfærd et væsentligt redskab til kommunikation udover det retorisk mulige.

Billedet optræder ofte som det forløsende i en proces, hvor iagttagelser ikke altid giver en logisk eller rationel mening og bringer forståelse nærmere erkendelse.
I processen fra idé til færdigt maleri, skitseres den løse ide ned på papir. Først i stikordsform, dernæst i et fastere udtryk hvorefter ” sproget ” forfines i en arbejdsrytme der nogle gange ender som færdigt maleri, andre gange blot markerer grunden til andre nye ideer, men som altid definerer en ” samtale ” mellem lærredet og mig selv. Andre gange brydes denne dialog i uforenelighed og ender som små sorte prikker i min hukommelse.
”Maleriet er min helt personlige ølkasse på torvet, hvor jeg som direkte konsekvens af min maleglæde, får mulighed for at kommentere, undres og fornøjes over min virkelighed. Indholdet i mine billeder betragter jeg som små vejrballoner der sendes til vejrs for at lodde ”klimaet” til eget brug. Nogle balloner sprænger hurtigt og skaber ikke den forventede dialog, mens andre bevæger sig over landet til skue for alle….der vender blikket op og ikke ned”