Loui Michael født 1933


Loui Michael debuterede i 1960 på Kunstnernes Efterårsudstilling, efter at have studeret på Kunstakademiet i København fra 1957-60.
Han er i dag medlem af Grønningen.
Ud over Statens Museum for Kunst, er han repræsenteret på kunstmuseer over det ganske land.
Fra Weilbachs Kunstnerleksikon citeres:
Loui Michaels billedverden er tæt beslægtet med surrealisternes. Sære væsener mødes i et drømmeagtigt univers, frigjort af tyngdekraften. Elementer fra virkeligheden kan genkendes, men er placeret i en fremmed kontekst uden for de kendte relationer.
De tidligste billeder kan nærmest betegnes som spontant-abstrakte. Farverne er sprøjtet på lærredet og danner herved organiske former, der synes at bevæge sig i et kosmisk univers. Senere kom myriader af insektlignende væsener og eventyrlige dyr, især fugle, malet med stor præcision i pastelfarver på mørk baggrund eller på en ornamental flade. Billederne afslører en ukendt verden, som virker både poetisk og skræmmende. M. har endvidere malet en række selvportrætter og portrætter, som ud over den rent tekniske dygtighed røber evner til at gå bag om den umiddelbare, fysiske overflade.
