Nis Schmidt (født 1932)
Hent Nis Schmidt Katalog/indbydelse januar 2012
Se værker fra fødselsdagsudstillingen januar 2012

Nis Schmidt debuterede på Sommerudstillingen i Den Frie udstillingsbygning i 1961.
Han er medlem af Billedkunstnernes Forbund, og har deltaget i talrige udstillinger over hele landet.
Nis Schmidt maler for at fortælle noget. Billederne er tegn i tiden, men som han siger,”man må bestemt gerne se billederne som rent maleri, og så først bagefter dykke ned i deres dybe lag. Når mine billeder skal vække til eftertanke, er det ikke for at indhylle beskueren i en mere indviklet verden, end godt er, men netop for at understrege, at tilværelsen er gådefuld”.
Fra WEILBACH, dansk kunstnerleksikon citeres:
Nis Schmidts kunstneriske arbejde er først og fremmest tæt forbundet med løsningen af en lang række kirkeopgaver. Hans kirkekunst er omfattende og udformes med stadig større kraft i de grofttegnede motiver, der får deres lethed gennem den bevidste brug af farven. Ved sit samarbejde med flere glasværksteder har S. formået at forbinde sin viden om kristendom med et kunstnerisk udtryk. Fascinationen af kendte og gerne slidte brugsgenstande, sat ind i enkle kompositioner danner modpol til de selvportrætter, eller fragmenter af selvportrætter, der ofte genkendes i en vinduesrude, en tavle eller blot en mørk flade. S. har gennem de senere år i stigende grad arbejdet med farven og linien som nødvendige elementer i billedfladen. De genkendelige redskaber findes stadig, men nu måske brudt af et tegn, et par ord, enkelte stregskitser eller bare et stærkt strejf af farve.
