Han har udstillet på Esbjerg, Vejen og Skive Kunstmuseum, og
derudover på et utal af udstillinger landet over.


     

Af Mette Dyrberg, Skive kunstmuseum:

Erik Bille Christiansen er en moderne Delacroix. Kunstnerens forbilleder er da også nogle af de helt store klassiske mestre fra især barokkens og romantikkens tid. Hans kunst kan betegnes som en form for neobarok. Værkerne er ekspressive, sanselige, dramatiske. Skitsens æstetik spiller en stor rolle, og en virtuositet kendetegner denne malers kunst i det hele taget.

Formsproget er figurativt men ikke altid genkendeligt. Farven blandes på paletten før den sættes på lærredet. Penselstrøgene er pastost påsatte, og der er en stoflighed og en struktur til stede, så billedet får en næsten tredimensional virkning. Ofte domineres hele billedfladen af en enkelt figur. Motivet udpensles ikke for os, men antydes blot, så der er noget at arbejde videre med for os som beskuere. Her står meget mellem linierne.

I værkerne foregår en kamp mellem lyset og mørket, eller mellem det gode og det onde. Der er en dybde og en alvor til stede, og en konsekvens i den måde, hvorpå maleren undersøger farvens og formens muligheder. Ofte mere end anes religiøse undertoner lige under overfladen. Der er stærke kræfter på spil.

Erik Bille Christiansens kunst går i dybden. Den kredser om universelle temaer. Maleren holder af de store, dramatiske fortællinger om liv og død. Hans værker har betydning.

Fra Weilbachs Kunstnerleksikon citeres:

Erik Bille er abstrakt ekspressionist med en mørk ulmende kolorit. Interessen for at male blev vakt som barn, hvor mange af tidens kunstnere .færdedes i hans hjem. Især var Ole Kielbergs figur- og landskabsbilleder af betydning, men inspirationen er også kommet fra malere som Jens Søndergaard og Erik Hoppe samt fra hollandsk landskabskunst og Rembrandt. Det dramatiske kom ind i hans kunst ved mødet med de tyske unge vilde i 1982 og især med Baselitz. B.s malerier kan karakteriseres som naturinspirationer, hvor lyrik og drama veksler, og hvor den mørke kolorit ofte fortættes i en menneske- eller dyreagtig krop midt i billedfeltet. Et eksempel er In God we trust, hvor en magisk figur i midten af billedfeltet er symbol på religiøst hykleri. Det er dog de maleriske værdier, der er det væsentlige for B. Han eksperimenterer med stofligheden ved gentagne overmalinger, og fra begyndelsen af 1990erne ses sand og aske blandet i oliefarven for at opnå en pastos virkning

Af Majken Lucia Christiansen, specialestuderende i kunsthistorie:

Kolerisk, glad, opgivende, skrækslagen, sorgløs, beruset, utilfreds – er alle følelser, vi kender, men sjældent ser afbildet i kunsten med så afmålt finesse, som hos Erik Bille Christiansen på hans nye billeder ”Happy Days”.  Titlen er en samling af malerier udført af kunstneren i 2010/11, og ”Happy Days” er også titlen på et af værkerne. Det ville være nemt, at sige at temaet er genfortolkninger af de folkekære Disney-figurer som Anders And, Fedtmule og Onkel Joakim, men det er i virkeligheden langt fra tilfældet, som jeg oplever det. I mødet med Erik Billes legende Disney-univers er det kun sekundært de velkendte figurer fra Andeby, man konfronteres med. Det er en række delikat udført sindsstemninger, der møder beskueren.

Det kunstneren formår med sine på sin vis naive og uskyldige oliemalerier, er at fange en række af de mest menneskelige sindsstemninger. Vi kender det alle sammen, når man bliver så arrig, at man har lyst til at kunne gøre som Anders And, der i værkerne ”Smoke a cigar” og ”I det røde felt” lukker vreden og frustrationen ud, som kun Anders And kan gøre det. Vi kender alle en person, der kan sende et misbilligende blik som Onkel Joakim i ”We are not amused”, blikket der kan få selv den mest maskuline mand til at gemme sig bag sofaen og bede om nåde. Man er med andre ord ikke i tvivl om, hvilke humørskildringer, der er på spil i de enkelte værker – og det på trods af den ”sløsede” penselsføring og de uoptrukne linjer, der tilsammen skaber de genkendelige figurer uden at genskabe dem i deres klassiske form. Jeg kunne til sidst blive i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk genkendte Onkel Joakim på grund af hans fysiske fremtræden eller måske nærmere på grund af de meget præcise og karakteristiske sindsstemninger, skildringerne i virkeligheden afbilder.

Erik Bille har rent figurativt bevæget sig meget langt fra sine sædvanlige motiver, men den karakteristiske malemåde er den samme. Selv om farvepaletten har fået et nøk hen imod den lyse ende af spektret, er det stadig de samme grundfarver, der er på spil. Farveændringen matcher dog motivvalget glimrende på en nærmest Carl Barks-agtig måde, der trækker linjer tilbage til de tidlige skikkelser fra Andeby. Kropssproget og mimikken hos figurerne er gengivet så præcist og alligevel så diffust, måske er det netop derfor, man ikke kan undgå at trække på smilebåndet i mødet med Anders And og Co. á la Bille. Det er en slags genkendelsens glæde, en vækkelse af barndommens minder, men også en påminder om foranderligheden og kompleksiteten af det menneskelige sind og humør. At fange disse sindsstemninger er en kunst i sig selv, en kunst der gør udstillingens tema interessant, for det fjerner fokus fra de hyggelige familiære personligheder og gør os i stedet opmærksomme på os selv og vores omverden.

”Happy Days” er en hyggelig og overfladisk samling billeder udadtil, men kig en ekstra gang, glæd dig over de varme og utrolig rammende titler, prøv at udskifte Disney-figurerne med folk du kender og nyd, hvordan de beroligende farver og udviskede konturer på fineste vis skaber uomtvistelig genkendelighed. Erik Billes ”Andeby” er et besøg værd og under alle omstændigheder fik det mig op i det positive røde felt og fik mig til at stille mig selv spørgsmålet: Hvem er min indre Disney-figur?