Med Mennesket

Det er ikke uden grund kunstnere op gennem tiderne har haft mennesket som sit vigtigste motiv.

Nogen tror måske, at motivet er let nok, for det skal vel bare ligne? – Sådan er det ikke for maleren Anne Juul Christophersen. For hende er det langtfra nok, at vi kan genkende mennesket på dets ydre karakteristika. Vi skal ind bag. Tæt på. Vi skal have historien. For ethvert menneske gemmer på en hel verden af historier. Hvert menneske er en hel verden. Man kan tilføje: Et menneske er en rejse, som Aksel Sandemose engang formulerede det.

Menneskene i Anne Juul Christophersens billeder har ofte en form for troskyldighed over sig. De er bevidste og dog ubevidste. Måske venter de på, hvad der skal ske dem – sådan som mennesker altid venter på noget, i en verden, hvor vi hele tiden passerer forbi hverandre i al hast. Vi skal nå så meget. Vi vil så meget. Vi har djævleblændte ambitioner. Og vi narrer ofte os selv i denne stræben efter dum lykke og i vores jagt på usikre drømme.

Og her er det Anne Juul Christophersens malerier fanger sine personer i et ubevogtet øjeblik. I sekundet, der er gået i stå. I øjeblikket, hvor vi er på vej fra en tilstand til en anden. I øjeblikket, hvor vi udtrykker undren - den undren, der er det første skridt i den menneskelige reflektion.

Derfor skal man standse op foran hendes billeder mange gange. Tage sig god tid. Lade tiden gå i stå. Måske vil det være som at se ind i et spejl – for alle mennensker spejler sig i andre mennesker.

Alle mennesker er dømt til at se ind bag sig selv, også når det gør ondt eller vækker smertelige erindringer om, hvad vi troede vi var – og hvad vi reelt er.

Kunstnere skal skildre så meget: De skal dyrke sandheden og løgnen. De skal skildre det smukke, det storslåede - og det usle og det fornedrende. Men de skal også skildre det usete, det glemte, det oversete. De skal skildre mennesket på godt og ondt. I alle dets mange nuancer.

Det gør Anne Juul Christohersen.

Det gør hendes billeder vedkommende. Medmenneskelige.

Ole Lindboe

Det gådefuldt forløsende

Om Anne Juuls billedserie ”Enigma”

 Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie

Verdens kunstmuseer er fulde af mesterværker fra renæssancen, barokken og romantikken som i dag er delvist uforståelige for en moderne betragter. Et slukket lys og en skrællet citron kan henvise til Kristi korsfæstelse eller til døden generelt, et stedsegrønt træ kan symbolisere det evige liv i himmeriget og funklende juveler om en fornem dames hals kan ikke kun referere til hendes rigdom, men i mindst lige så høj grad til hendes kristne dyder. Hvor en samtidig betragter forstod det mere eller mindre skjulte budskab med det samme, må vi ty til kunsthistoriske opslagsværker og leksika. Uden nogensinde at være sikre på, at vi forstår billedets budskab et hundrede procent korrekt.

Den kendsgerning, at fortidens malerier ofte fremstår gådefulde for os midt i deres uomtvistelige skønhed, er hvad Anne Juul Christophersen tager op i ”Enigma”, sin nyeste serie af malerier. Enigma betyder gåde på græsk og billederne er da også gådefulde i den forstand, at en entydig tolkning er umulig. Det, Anne Juul Christophersen helt konkret gør, er at rive flere velkendte motiver fra især Caravaggios (1571-1610) billedverden ud af deres vante sammenhæng og ind i nye omgivelser med en helt anderledes farvesammensætning. Omgivelser, hvor dyr, fugle og moderne unge kvinder og børn konfronteres med Caravaggios vinguder og eroter i scenerier af en udpræget filmisk karakter i stærke technicolor-farver.

Det vil ikke være til megen nytte at søge efter en gennemgående tolkning af malerierne og det er da heller ikke Anne Juul Christophersens intention. Det er nemlig gåden i sig selv som en visuelt stimulerende pirring, der søges. Gåden, som den blev anvendt af surrealisterne, der så hele underbevidstheden og drømmens irrationelt virkende rige som en forløser i en verden, hvor man med den første verdenskrigs slagterier ikke længere kunne stole på en rationel mening med livet. Tværtimod, var det den herskende borgerlige fornufts rigidt hæmmende tankegang og livsførsel, der var skyld i hele miseren. En livsførelse og nogle normer, som surrealisterne ville gøre op med i én stor hyldest til det frigørende ved drømmen og de frie tankeassociationer.

Ligeledes skal man ved betragtning af de enkelte billeder i Enigma-serien ikke som en anden naturvidenskabsmand spilde sin tid på en leksikal oversættelse af dem, men bruge sin fantasi på at leve sig ind i dem. Prøve at gå ind i sig selv, associere frit og sætte sit indre stemningsunivers i svingninger. På denne måde forvandler Anne Juul Christophersens malerier sig fra entydige illustrationer af et givent budskab til åbne billeder, man kan på opdagelse i OG tolke ud fra sin egen personlige forestillingsverden. At billederne samtidigt koloristisk og kompositorisk hænger ualmindeligt godt sammen, er kun med til at forstærke denne maleriske hyldest til fantasien, eventyret og skønheden.